DNPS26: Apostlens Gerninger 13

1 Der var i Antiokia i den derværende Menighed Profeter og Lærere: Barnabas og Simon Niger, som han kaldes, og Lucius fra Kyrene og Manaen, Tetrarken Herodes’ Hofembedsmand, og Saul.

2 Mens de holdt Gudstjeneste og Faste, sagde Helligaanden: Udtag mig Barnabas og Saul til den Gerning, hvortil jeg har haft Bud efter dem.

3 Da fastede de og holdt Bøn og lagde Hænderne paa dem og lod dem fare.

4 Sendte af Helligaanden, kom de da til Seleukia og sejlede derfra til Kypern,

5 og saa snart som de kom til Salamis, forkyndte de Gudsordet i Jødernes Synagoger. De havde ogsaa Johannes til Medhjælper.

6 Da de saa havde gennemrejst hele Øen lige til Pafos, traf de en Spaamand, en falsk Profet, en Jøde ved Navn Barjesus.

7 Han holdt til hos Statholderen Sergius Paulus, en forstandig Mand, som kaldte Barnabas og Saul til sig og lagde sig efter at høre Gudsordet.

8 Elymas, Spaamanden —for det betyder hans Navn — stod dem imod og søgte at drage Statholderen til den modsatte Side, bort fra Troen.

9 Men Saul, ogsaa kaldet Paulus, saa fast paa ham fuld af Helligaand

10 og sagde: Hvor er du dog fuld af allehaande Svig og Rænker, du Djævelens Søn, Fjende af alt, hvad Ret er. Vil du da ikke holde op med at vride og vende Guds de lige Veje.

11 Nu er Herrens Haand brat over dig, og du skal blive blind og ikke se Solen til en Tid. Og straks lagde der sig Taage og Mørke over ham, og han gik omkring og søgte nogen, der kunde lede ham ved Haanden.

12 Da Statholderen saa, hvad der var sket, troede han dybt greben af Herrens Lære.

13 Da Paulus’ Rejseselskab forlod Pafos, kom de til Perge i Pamfylien. Men Johannes skiltes fra dem og vendte tilbage til Jerusalem.

14 De andre drog videre fra Perge og kom til Antiokia i Pisidien, og paa Sabbatsdagen gik de ind i Synagogen og satte sig.

15 Efter Oplæsningen af Loven og Profeterne lod Synagogeforstanderne gaa Bud til dem og sige: Er der nogen af jer, Brødre, der har et Formaningsord til Folket, saa tal.

16 Paulus stod da op, vinkede med Haanden og sagde: Israliter og gudfrygtige Mænd, hør!

17 Dette Folks Israels Gud udvalgte vore Forfædre, og han hævede Folket til Storhed under Udlændigheden i Ægyptens Land og førte dem med hævet Arm ud derfra,

18 og omtrent fyrretyve Aar tilende opfostrede han dem i Ørken.

19 Saa udryddede han syv Folk i Kanaans Land og gav dem deres Land til Arvelod.

20 Siden gav han dem i henved 450 Aar Dommere indtil Profeten Samuel.

21 Derefter forlangte de at faa en Konge, og saa gav Gud dem Saul Kis’ Søn, en Mand af Benjamins Stamme i fyrretyve Aar.

22 Da han havde afsat ham, lod han David opstaa til at være Konge over dem, ham han endog gav Vidnesbyrd med disse Ord: „I David Isais Søn har jeg fundet en Mand efter mit Hjerte. Han skal gøre alt, hvad jeg vil have.”

23 Af hans Æt hentede Gud efter sit Løfte Israel en Frelser — Jesus.

24 Før han lod sig se, havde Johannes forkyndt Omvendelsesdaab for hele Israels Folk.

25 Men da Johannes stod ved Enden af sin Løbebane, sagde han: „Hvad I antager mig for at være, det er jeg ikke. Men pas paa! der kommer en efter mig, hvis Skobaand jeg ikke er værdig til at løse.”

26 Brødre, Sønner af Abrahams Æt, og de af jer, som frygter Gud. Til jer er dette Frelsens Ord udsendt.

27 For de, som bor i Jerusalem, og de, som raader over dem, kendte ham ikke og kom ved den Dom, de fældede, til at opfylde, hvad Profeternes Røster udraaber hver Sabbatsdag, naar de bliver forelæst.

28 Og skønt de ikke kunde finde nogetsomhelst at kende ham skyldig til Døden for, bad de Pilatus om at faa ham slaaet ihjel.

29 Da de saa havde fuldbyrdet alt, hvad der stod skrevet om ham, tog de ham ned af Pælen og lagde ham i en Grav.

30 Men Gud oprejste ham af Døde;

31 og han lod sig se i ikke saa faa Dage af dem, der var rejst med ham fra Galilæa til Jerusalem, de som nu er hans Vidner for Folket.

32 Ogsaa vi bringer jer det Glædesbud, at det Løfte, Fædrene havde faaet,

33 har Gud opfyldt for os, deres Børn ved at lade Jesus opstaa, som der ogsaa staar skrevet i den første Salme: „Du er min Søn, jeg har født dig idag.”

34 Men at han lod ham opstaa af Døde for aldrig mere at vende tilbage til Opløsnings Kaar, har han sagt saadan: „Hvad der var David helligt og tilforladeligt, giver jeg jer.”

35 Derfor siger haft ogsaa andensteds: „Du vil ikke lade Opløsning blive din Helliges Kaar.”

36 David gik jo til Hvile, da han havde tjent Guds Raad i sit Slægtled, og han samledes til sine Forfædreog kendte Opløsnings Kaar.

37 Men han, som Gud opvakte, kendte ikke Opløsnings Kaar.

38 Saa skal I da vide, Brødre, at ved ham forkyndes der jer Syndsforladelse.

39 Enhver, som tror, vinder i ham sin Sag mod alt det, I ikke kan vinde jeres Sag imod under Moselov.

40 Saa pas nu paa, at ikke det skal indtræffe, som er sagt ved Profeterne:

41 „I Foragtere! Se derpaa, og undres derved, og henvejres deraf. For en Gerning gør jeg i jeres Dage, som I ikke vilde tro, om nogen fortalte jer det.„

42 Da de gik, bad man dem om, at det, der var bleven sagt, maatte komme paa Tale den næste Sabbatsdag.

43 Og da Forsamlingen skiltes ad, fulgte mange af Jøderne og af dem, der var gaaet over til deres Gudsdyrkelse, med Paulus og Barnabas, som talte til dem og overtalte dem til at blive ved Guds Naade.

44 Den følgende Sabbat var det snart hele Byen, der strømmede sammen for at høre Herrens Ord.

45 Men da Jøderne saa, hvor de flokkedes, blev de Ilsindede og sagde Paulus’ Tale imod, sagde imod og spottede.

46 Og Paulus og Barnabas sagde rent ud: Jer maatte Gudsordet nødvendigvis først tales til. Men siden I skyder det fra jer og ikke agter jer selv værdige til det evige Liv, saa vender vi os til Hedningerne.

47 For saadan har Herren befalet os: „Jeg har sat dig til et Hedningers Lys, for at du skal bringe Frelse, saa vidt Jorden strækker sig.”

48 Det blev Hedningerne glade ved at høre og priste Herrens Ord og troede alle, for saa vidt de var modtagelige for evigt Liv.

49 Og Herrens Ord blev bragt ud over hele den Egn.

50 Men Jøderne ophidsede de fornemme blandt de Kvinder, som dyrkede Gud, og Byens mest fremragende Mænd og rejste en Forfølgelse mod Paulus og Barnabas, og de drev dem ud fra deres Omraade.

51 Saa rystede de Støvet af deres Fødder imod dem og gik til Ikonion.

52 Men Lærlingene fik i fuldt Maal af Glæde og af Helligaand.

Lignende indlæg:

  • DNPS26: Apostlens Gerninger 221 Brødre og Fædre! Hør paa, hvad jeg har at sige til mit Forsvar overfor jer. 2 Da de hørte ham tale Hebraisk til dem, holdt de sig endnu mere stille. Og saa siger han. 3 Jeg er […]
  • DNPS26: Apostlens Gerninger 91 Saul, endnu hidsig paa det overfor Herrens Lærlinge med at true og myrde, gik til Ypperstepræsten 2 og bad ham om Breve til Synagogerne i Damaskus, for at han kunde, om han skulde […]
  • DNPS26: Apostlens Gerninger 81 Fra den Dag brød der en stor Forfølgelse ud over Menigheden i Jerusalem. Alle spredtes ad ud paa Landet i Judæa og Samaria undtagen Apostlene. 2 Men fromme Mennesker begravede […]
  • DNPS26: Apostlens Gerninger 101 Der var en Mand i Kæsarea ved Navn Kornelius, en Centurion af den saakaldte italienske Afdeling. 2 Han var from og frygtede Gud med hele sit Hus, meget gavmild mod Folket og bad […]
The following two tabs change content below.
Tagged with:    

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development