DNPS26: Romerbrevet 4

1 Hvad skal vi da sige, at vor kødelige Stamfader Abraham har vundet?

2 For hvis Abrahams Ret var hjemlet af Gerninger, har han noget at rose sig af, skønt ikke overfor Gud.

3 Ja hvad siger Skriften? Abraham troede Gud, og Retten blev tilregnet ham deraf.

4 For den, som arbejder, regnes Lønnen ikke for en Naadessag, men for det, der tilkommer ham.

5 Den derimod, som ikke arbejder men tror paa ham, som skaffer den ufromme Ret, hans Ret regnes for hjemlet af Tro,

6 som ogsaa David siger, idet han priser det Menneske lykkelig, hvis Ret Gud regner for hjemlet uden Gerninger:

7 „Lyksalige de, der har faaet deres Synder forladt, de hvis Synder er dækkede.

8 Lyksalig den Mand, som Herren ikke vil tilregne Synd”.

9 Denne Lykke, prises den da for de omskaarne eller de uomskaarne med? Jo vi siger: Abrahams Tro blev tilregnet ham at faa Ret ved.

10 Hvordan blev den det? Da han var omskaaren eller uomskaaren? Ikke omskaaren men uomskaaren.

11 Og Omskærelsestegnet fik han som Seglet paa Retten, der var hjemlet ham af den Tro, han havde som uomskaaren, for at han skulde være Fader til alle dem uden Omskærelse, der tror, og deres Ret regnes dem for hjemlet deraf,

12 og Fader til de omskaarne, som ikke blot har Omskærelse at holde sig til, men ogsaa holder sig til det Spor, vor Fader Abrahams Tro har efterladt sig, da han var uomskaaren.

13 For hverken til Abraham eller hans Æt kom Løftet om at blive Verdensarving gennem Lov men gennem troeshjemlet Ret.

14 For hvis de, der grunder det paa Lov, var Arvinger, saa var Troen bleven betydningsløs og Løftet gjort ugyldigt.

15 For Loven virker Vrede, men hvor der ingen Lov er, er der helleringen Lovbrud.

16 Det er af Tro, for at det skal gaa efter Naade, for at Løftet kan have sin Gyldighed for hele Ætten, ikke blot den, der kan føres tilbage til Loven, men lige saa vel den, der kan føres tilbage til Abrahams vor fælles Faders Tro.

17 Som der staar skrevet: „Jeg har sat dig til mange Folks Fader” — til Gengæld fordi han troede paa den Gud, som gør de døde levende og kalder paa det, der ikke er til, som noget, der er til —

18 han, som troede under Haab og Mishaab og blev saa Fader til mange Folkeslag, som sagt var: „Saadan skal din Æt blive”.

19 Og uden at blive svag i Troen kendte han sit Legeme dødt nær hundrede Aar gammel og Livløsheden i Saras Moderliv.

20 Men Guds Løfte tvivlede han ikke om i Vantro, men gav Gud Ære

21 i den fulde Overbevisning, at hvad han lover, det er han ogsaa mægtig nok til at holde, og blev stærk i Troen.

22 Derfor blev det ogsaa tilregnet ham at komme til sin Ret ved.

23 Det er ikke for hans Skyld alene, det er skrevet, at det saadan blev tilregnet ham,

24 men ogsaa for vor Skyld, som det skal tilregnes, naar vi tror paa ham, som vakte vor Herre Jesus op af Døde,

25 ham, som maatte hengives, fordi vi forbrød os, og opstaa, fordi vor Sag var vunden.

Lignende indlæg:

  • DNPS26: Romerbrevet 31 Hvad har da Jøden forud, eller hvad Gavn gør Omskærelsen? 2 Meget i alle Maader, for det første at, hvad Gud talte, blev dem betroet. 3 For hvad saa, om nogen blev utro? Deres […]
  • DNPS26: Romerbrevet 51 Har vi da faaet Retten paa vor Side af Tro, saa lad os nyde Fred med Gud gennem vor Herre Jesus Kristus, 2 som ogsaa har skaffet os den fri Adgang ved vor Tro til den Naade, vi staar […]
  • DNPS26: Romerbrevet 111 Skulde Gud have forkastet sit Folk, siger jeg da? Fri os vel! Jeg er jo selv Iraelit af Abrahams Æt, af Benjamins Stamme. 2 Gud har ikke forkastet sit Folk, som han i Forvejen godt […]
  • DNPS26: Romerbrevet 91 Det er Sandhed, jeg siger i Kristus, jeg lyver ikke, og min Samvittighed vidner med mig i Helligaanden derom, 2 at jeg i mit Hjerte bærer stor Sorg og uophørlig Smerte. 3 For jeg […]
The following two tabs change content below.
Tagged with:    

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development