DNPS26: Apostlens Gerninger 7

1 Saa sagde Ypperstepræsten: Forholder det sig saa?

2 Han sagde: Brødre og Fædre hør! Højhedens Gud aabenbarede sig for vor Fader Abraham, da han var i Mesopotamien, inden han bosatte sig i Karan,

3 og sagde til ham: Drag bort fra dit Land og din Slægt, og kom hid til det Land, jeg vil vise dig.

4 Da vandrede han ud af Kaldæas Land og bosatte sig i Karan. Og efter hans Faders Død førte han ham videre derfra over til det Land, I nu bor i.

5 Og han gav ham ikke Ejendomsret til saa meget som en Fodsbred deraf, men lovede at give ham det i Eje og hans Efterkommere efter ham, skønt han var barnløs.

6 Saadan talte Gud: Hans Afkom skal have Udleendighedskaar i fremmed Land, og man skal gøre dem til Trælle og fare ilde med dem i fire hundrede Aar.

7 Men det Folk, de træller for, vil jeg dømme, sagde Gud, og siden skal de drage bort og dyrke mig paa dette Sted.

8 Og han gav ham Omskærelsens Pagt, og saadan gik det til, at han fik en Søn Isak og omskar ham paa den ottende Dag og Isak Jakob og Jakob de tolv Stammefædre.

9 Og Stammefædrene fattede Nag til Josef og skilte sig af med ham til Ægypten. Men Gud var med ham

10 og udfriede ham af alle hans Trængsler og gav ham Yndest og Visdom hos Farao, Ægypterkongen. Og han satte ham til at raade over Ægypten og over hele sit Hus.

11 Saa blev der Hungersnød over hele Ægypten og Kanaan, og Nøden var stor, og vore Fædre fandt ikke Føden.

12 Da saa Jakob hørte, at der var Korn i Ægypten, sendte han vore Fædre ud første Gang.

13 Og anden Gang gav Josef sig tilkende for sine Brødre, og Farao fik Kendskab til, hvem han stammede fra.

14 Saa sendte Josef Bud og hentede sin Fader Jakob og hele Slægten, 75 Sjæle.

15 Saa drog Jakob til Ægypten, og han døde og vore Fædre.

16 Og de blev førte til Sikem og lagte i den Grav, som Abraham købte for rede Penge af Ilemors Sønner i Sikem.

17 Som nu Ventetiden snart var tilende for Løftet, Gud havde sluttet Pagt med Abraham om, voksede Folket og formeredes i Ægypten,

18 indtil der kom en anden Konge til Magten i Ægypten, som ikke kendte Josef.

19 Han sveg vor Slægt og handlede ilde mod vore Fædre, idet han lod deres Smaabørn sætte ud, for at de ikke skulde leve.

20 Ved den Tid blev Moses født, og han var dejlig for Gud og blev i tre Maaneder opfødt i sin Faders Hus.

21 Men da han blev udsat, optog Faraos Datter ham og opfødte ham som sin egen Søn.

22 Saa blev Moses oplært i al Ægypternes Visdom, og vældig var han baade i sine Ord og sine Gerninger.

23 Da han naaede fyrretyveaars Alderen, kom det ham for i hans Hjerte, at han maatte se I il sine Brødre, Israels Sønner.

24 Og da han saa saa en lide Uret, stillede han sig paa hans Side og gav den undertrykte Oprejsning ved at slaa Ægypteren ihjel.

25 Han mente, Brødrene maatte forstaa, at nu gav Gud dem Frelse ved hans I laand. Men de forstod det ikke.

26 Og Dagen derefter fik de liam at se, idet de stredes. Og han vilde stifte Fred imellem dem: I er jo Brødre, sagde han, hvorfor gør I hinanden Uret?

27 Men den, som gjorde sin Næste Uret, stødte ham fra sig og sagde: Hvem har sat dig til at raade og dømme over os?

28 Du vil da vel aldrig slaa mig ihjel, som du slog Ægypteren ihjel igaar?

29 Det Ord gjorde saa, at Moses flygtede og blev I Idhnnding i Midians Land, og han fik der to Sønner.

30 Da fyrretyve Aar var gaaet, fik han i Sinai Bjergs Ørk en Engel at se i Luen af en brændende Tornebusk.

31 Og Moses undredes ved det Syn, men da han gik derhen for at km Rede paa det, lod Herrens Røst sig høre:

32 ,Jeg er dine Fædres Gud, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud. Da skjalv Moses og vovede ikke at søge Rede paa det.

33 Tag Skoene af dine Fødder, sagde Herren til ham, for det Sted, du staar paa, er hellig Grund.

34 Set har jeg, hvad mit Folk maa Tide i Ægypten, og hørt har jeg dets Suk, og jeg er steget ned for at fri det. Kom nu! jeg sender dig til Ægypten.

35 Denne Moses, som de ikke vilde kendes ved, men sagde: Hvem har sat dig til at herske og dømme? — Ham har Gud sendt baade til at herske og frigive med den Engels Haand, som viste sig for ham i Tornebusken.

36 Han førte dem ud efter at have øvet Varsler og Tegn i Ægyptens Land, i det røde Hav og i Ørken i fyrretyve Aar.

37 Det var den Moses, der sagde til Israels Sønner: En Profet skal Gud oprejse jer af jeres Brødre ligesom mig.

38 Det var ham, der i Menigheden i Ørken, stædtes hos den Engel, der talte til ham paa Sinai Bjerg, og hos vore Fædre, han som fik levende Tale at give jer.

39 Ham vilde vore Fædre ikke blive lydige, men afviste ham og vendte i Hjertet tilbage til Ægypten,

40 idet de sagde til Aron: Gør os Guder, som kan gaa foran os; for denne Moses, som førte os ud af Ægyptens Land, ham ved vi ikke, hvad der er bleven af.

41 Saa blev de Kalvedyrkere i de Dage og ofrede til Gudebilledet og hilste med Glæde deres Hænders Værk.

42 Men Gud gav det en anden Vending og gav dem hen til at dyrke Himlens Hær, som der staar skrevet i Profeternes Bog: Har I vel, Israels Hus, bragt mig Slagtoffer og Madoffer i 40 Aar i Ørken?

43 Moloks Telt bar i endda og Guden Romfans Stjerne, de Billeder I havde gjort til at knæle for. Jeg flytter jer bort hinsides Babylon.

44 Vore Fædre havde Vidnesbyrdsteltet i Ørken, som den, der talte med Moses, bød ham at gøre det efter Billedet, han havde set,

45 det vore Fædre ogsaa som Arvetagere førte med Josva ind i de Folks Hus og Hjem, som Gud fordrev for vore Fædre, indtil Davids Tid.

46 Han vandt Guds Yndest og udbad sig at finde Jakobs Gud en Bolig.

47 Men Salomon byggede ham Hus.

48 Dog den Højeste bor ikke i, hvad Hænder har bygt, som Profeten siger:

49 „Himlen er min Trone, Jorden min Fodskammel. Hvordan vil I bygge mig Hus, siger Herren, eller hvor er det Sted, hvor jeg skal hvile?

50 Har da ikke min Haand dannet alt dette”.

51 I haarde Halse og uomskaarne paa Hjerte og Øre! I sætter jer altid op imod Helligaanden, som jeres Fædre saadan ogsaa I.

52 Hvem af Profeterne forfulgte ikke jeres Fædre? Og de slog dem ihjel, som forud bragte Bud om den rettes Komme, som det nu blev jer, der forraadte og myrdede —

53 I som fik med Loven Englebud, men har ikke overholdt det.

54 Det saarede det dem I Hjertet at høre, og de skar Tænder imod ham.

55 Men fuld af Helligaand, som han var, stirrede han ind i Himlen og saa Guds Herlighed og Jesus staaende ved Guds højre Side.

56 Se, jeg kan se Himlen aabnet, sagde han, og Menneskesønnen staaende ved Guds højre Side.

57 Men de skreg højrøstet op, holdt sig for Ørene og stormede ind paa ham alle som en

58 og slæbte ham ud udenfor Byen og stenede ham. Og Vidnerne lagde deres Tøj fra sig ved en ung Mands Fødder, som hed Saul,

59 og saa stenede de Stefanos, som bad: Herre Jesus, tag min Aand til dig!

60 Saa kastede han sig paa Knæ og raabte højt: Herre, gaa ikke i Rette med dem for denne Synd! Og som han sagde det, gik han til Hvile. Og Saul havde ikke noget imod, at han blev dræbt.

Lignende indlæg:

  • DNPS26: Apostlens Gerninger 161 Saa naaede han frem til Derbe og til Lystra, og der er der netop en Lærling ved Navn Timoteos, Søn af en troende Jødinde, men med en hellevisk Fader. 2 Og Brødrene i Lystra og Ikonion […]
  • DNPS26: Apostlens Gerninger 141 I Ikonion gik de sammen ind i Jødernes Synagoge, og saadan tørte de Ordet, at en stor Mængde, baade Jøder og Hellener kom til at tro. 2 Men de Jøder, som ikke havde villet lade sig […]
  • DNPS26: Apostlens Gerninger 121 Ved den Tid tog Kong Herodes sig for at gøre Fortræd og lade det gaa ud over flere af dem, som hørte til Menigheden. 2 Jakob Johannes' Broder slog han ihjel med Sværd. 3 Og, da han […]
  • DNPS26: Apostlens Gerninger 281 Da vi vel var bleven reddede, fik vi at vide, at Øen hed Malta. 2 Og Barbarerne viste os ualmindelig Velvilje. For de fik tændt et Baal op og tog sig af os alle, fordi det var koldt […]
Tagged with:    

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development