DNPS26: Romerbrevet 11

1 Skulde Gud have forkastet sit Folk, siger jeg da? Fri os vel! Jeg er jo selv Iraelit af Abrahams Æt, af Benjamins Stamme.

2 Gud har ikke forkastet sit Folk, som han i Forvejen godt kendte. Eller véd I ikke, hvad Skriften siger i det om Elias, hvordan han træder frem for Gud imod Israel:

3 „Herre, dine Profeter har de dræbt, dine Altre har de brudt ned, og jeg er bleven alene tilbage, og de stræber mig efter Livet”.

4 Men hvad siger Guddomsordet til ham: „Jeg har ladet syvtusinde Mænd blive tilbage for mig selv, som ikke har bøjet Knæ for Baal”.

5 Saadan er der da ogsaa nu for Tiden bleven en Rest tilbage naadevalgt.

6 Er det af Naade, saa er det ikke af Gerninger, ellers bliver Naaden jo ikke mere Naade.

7 Hvad slutter vi deraf? Hvad Israel søgte, fik det ikke, men de udvalgte fik det. De andre blev uimodtagelige

8 efter det, der staar skrevet: „Gud gav dem en Døvelses-Aand, Øjne til ikke at se med og øren til ikke at høre med til den Dag idag”.

9 Og David siger: „Lad deres Bord blive dem en Snare og en Fælde og en Faldgrube og til Gengældelse over dem.

10 Lad Mørke blinde deres øjne, saa de ikke kan se, og bøj hele Tiden deres Ryg.”

11 At de har snublet, var da ikke for at de skulde falde, siger jeg saa? Fri os vel! Nej, deres Fald har ført til Hedningernes Frelse, for at ægge dem selv til Kappelyst.

12 Men er der i deres Fald en Rigdom for Verden og i deres Skade en Rigdom for Hedninger, hvor meget mere vil der da ikke i deres Fuldtallighed blive det?

13 Men I Hedningfolk, til jer siger jeg: For saa vidt jeg er Hedningeapostel, ærer jeg mit Kald,

14 for at jeg dog kunde ægge mit eget Kød og Blod til Kappelyst og frelse nogen af dem.

15 For er det bleven til Forligelse for Verden, at de er stødt bort, hvad andet skal saa det, at de drages tilbage, være end Liv af Døde.

16 Er Førstegrøden hellig, saa er Dejgen det ogsaa. Er Roden hellig, saa er Grenene det ogsaa.

17 Om saa nogen af Grenene er afbrudte, og du, som er en Vildoliven, er podet ind blandt de andre og har faaet Del sammen med dem i Roden med Oliens Fedme,

18 saa skal du ikke være stor paa det overfor Grenene. For er du stor paa det, saa er det dog ikke dig, der bærer Roden, men Roden der bærer dig.

19 Siger du saa: Grenene er brudt af, for at jeg skulde indpodes. —

20 Ret nok! Vantroen gjorde, at de blev brudt af, og Troen gør, at du staar der. Gør dig ikke for store Tanker, men føl, at det er Alvor.

21 For naar Gud ikke skaanede de rodægte Grene, saa skaaner han heller ikke dig.

22 Kan du se, hvor god og hvor streng Gud er? Hans Strenghed mod dem, som faldt, og Godhed mod dig, om du urokkelig holder dig til Godheden, ellers hugges du ogsaa af.

23 Og hvis de andre ikke bliver ved at holde fast ved Vantroen, bliver de indpodede. For Gud kan godt pode dem ind igen.

24 For naar du blev afhugget af det af Naturen vilde Olietræ, hvor meget mere naturligt er det da ikke, at disse bliver indpodet i Olietræet af deres egen Art.

25 Jeg vil ikke, I skal være uvidende, Brødre, om den Hemmelighed — for at I ikke skal være kloge i jeres egne Tanker — at Uimodtagelighed er kommen over en Del af Israel, indtil Hedningerne fuldtallige er kommet ind.

26 Og saa skal hele Israel blive frelst, som der staar skrevet: „Fra Sion skal Redningsmanden komme, og han skal fjerne Ugudeligheder fra Jakob.

27 Og det skal være min Pagt med dem, naar jeg borttager deres Synder fra dem.

28 Set fra Glædesbuddets Side er de Fjender for jeres Skyld, fra Udvælgelsens Side elskede for Fædrenes Skyld.

29 For Gud fortryder ikke Naadegaverne eller Kaldet.

30 For ligesom I engang var ulydige mod Gud, men nu har fundet Barmhjertighed ved, at de andre blev ulydige,

31 saadan har nu ogsaa den Barmhjertighed, I har faaet, gjort dem ulydige, for at de ogsaa selv skulde finde Barmhjertighed.

32 For Gud har indesluttet alle under Ulydighed for at forbarme sig over alle.

33 Hvilket Dyb af Rigdom baade paa Visdom og Indsigt hos Gud. Hvor umuligt er det ikke at tænke sig til hans Domme og at opspore hans Veje.

34 Ja hvem har kendt Herrens Tankegang, eller hvem har været hans Raadgiver.

35 Eller hvem gav ham først og skulde have Gengæld?

36 For alting har sin Kilde i ham, sin Vej gennem ham, sit Maal i ham. Ham være Ære evindelig, amen!

Lignende indlæg:

  • DNPS26: Romerbrevet 41 Hvad skal vi da sige, at vor kødelige Stamfader Abraham har vundet? 2 For hvis Abrahams Ret var hjemlet af Gerninger, har han noget at rose sig af, skønt ikke overfor Gud. 3 Ja […]
  • DNPS26: Romerbrevet 91 Det er Sandhed, jeg siger i Kristus, jeg lyver ikke, og min Samvittighed vidner med mig i Helligaanden derom, 2 at jeg i mit Hjerte bærer stor Sorg og uophørlig Smerte. 3 For jeg […]
  • DNPS26: Romerbrevet 21 Du har derfor aldrig noget til dit Forsvar Menneske, naar du dømmer. Fordi med Dommen over den anden dømmer du dig selv skyldig. Du, som dømmer, gør jo selv det samme. 2 Vi ved jo […]
  • DNPS26: Romerbrevet 31 Hvad har da Jøden forud, eller hvad Gavn gør Omskærelsen? 2 Meget i alle Maader, for det første at, hvad Gud talte, blev dem betroet. 3 For hvad saa, om nogen blev utro? Deres […]
The following two tabs change content below.
Tagged with:    

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development