DNPS26: Romerbrevet 8

1 Nu er der altsaa ingen Retskrav, de Kristne kan gøres ansvarlige for.

2 For Kristenlivets Aands Lov har løst dig fra Syndens og Dødens Lov.

3 For hvad Loven ikke magtede af den Grund, at den kødelige Natur gjorde den magtesløs, det kunde Gud magte, som sendte sin egen Søn i lignende Skikkelse, som Synden er kødelig iklædt, og det for Syndens Skyld, og fældede Syndens Dom i den kødelige Natur,

4 for at det, Loven kender for Ret, kunde faa sin Opfyldelse i os, vi som retter vor Livsførelse ikke efter Kødelighed, men efter Aand.

5 For de, som gaar i Kødeligheds Ledebaand, har sat deres Hu til det, Kødeligheden gaar ud paa, og de, der gaar i Aands Ledebaand til det, Aanden gaar ud paa.

6 Det, Kødeligheden sætter sin Hu til, er Død. Det, Aanden sætter sin Hu til, er Liv og Fred.

7 Det, Kødeligheden sætter sin Hu til, er Fjendskab mod Gud, fordi den ikke bøjer sig for Guds Lov. Det kan den jo ikke.

8 De, der har hjemme i Kødelighed, kan ikke vinde Guds Velbehag.

9 Men I har hjemme i Aand og ikke i Kødelighed, saa sandt Guds Aand bor i jer. Er der nogen, som ikke har Kristus’ Aand, saa hører han ikke ham til.

10 Men er Kristus i jer, saa er vel Legemet dødt for Synds Skyld, men Aanden Liv for Fromheds Skyld.

11 Naar hans Aand, som vakte Jesus op af Døde, bor i jer, saa vil han, som opvakte Kristus Jesus, ogsaa gøre jeres dødelige Legemer levende gennem sin jer iboende Aand.

12 Der kan I se, Brødre, vi skylder ikke Kødeligheden at leve Livet i Kødeligheds Ledebaand.

13 Dersom I lever i Kødeligheds Ledebaand, skal I dø. Men naar I med Aand gør Legemets Gerninger døde, skal I leve.

14 For alle de, der lader sig lede af Guds Aand, de er Guds Børn.

15 For I fik ikke en Trældoms-Aand til. Frygt paany. Nej I fik Børnekaars Aand, og i den raaber vi: Abba, Alfader!

16 Den Aand vidner selv sammen med vor Aand om, at vi er Guds Børn.

17 Og er vi Børn, saa er vi ogsaa Arvinger, Guds Arvinger, Arvinger sammen med Kristus — for saa vidt vi lider sammen med ham for ogsaa at komme til Højhed og Ære sammen med ham.

18 Ja for det er min Mening derom, at den nærværende Tids Lidelser er for lidet at regne imod den Højhed, der engang skal aabenbares og komme os tilgode.

19 For Skabningens Længsel stunder efter Gudsbørnenes Aabenbarelse.

20 Skabningen er jo givet Uforstand i Vold ikke efter sin egen fri Vilje, men for hans Skyld, som voldgav den dertil, og med Haab,

21 fordi ogsaa Skabningen selv skal løses af Forgængeligheds Trældomsbaand til den Frihed, Gudsbørnene har i deres Højhedskaar.

22 For vi véd jo, at hele Skabningen er med til at sukke og lide lige til nu.

23 Og ikke det alene, men ogsaa vi selv, som dog sidder inde med Aandens Førstegrøde, selv vi maa sukke ved os selv, mens vi venter paa Sønnekaar, vort Legemes Frigørelse.

24 For i Haabet blev vi frelste. Men Haab, som man kan se, er ikke Haab. For hvor kan nogen haabe paa det, han kan se?

25 Men naar vi haaber, hvad vi ikke kan se, saa venter vi urokkeligt paa det med Længsel.

26 Dertil kommer ogsaa, at Aanden bøder paa vor Svaghed. Vi våd ikke saa godt, som vi skulde, hvad vi skal bede om. Men Aanden selv gaar i Forbøn for os med Sukke, som Ord ikke kan udtrykke.

27 Men han, som gennemskuer Hjerterne, våd hvad Aandens Hu staar til, at den i sin Forbøn for hellige lader sig lede af Gud.

28 Og vi véd, at alt gør sit til at fremme noget godt for dem, der elsker Gud, dem som Indbydelsen for længe siden har været tiltænkt.

29 For dem, som han forud kendte, har han ogsaa forud bestemt til at ligedannes med hans Søns Billede, saa han bliver førstefødt af mange Brødre.

30 Og dem, han forud har bestemt dertil, dem har han ogsaa kaldt paa. Og dem, han har kaldt paa, har han ogsaa skaffet Ret. Og dem, han har skaffet Ret, har han ogsaa ladet komme til Ære og Værdighed.

31 Hvad skal vi saa sige dertil? Er Gud for os, hvem er saa imod os?

32 Han, som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvorfor skulde han ikke ogsaa tillige med ham give os alt det andet?

33 Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som skaffer Ret.

34 Hvem er den, der domfælder? Kristus Jesus, som led Døden, ja hvad mere er, blev genoprejst, som er ved Guds højre Haand, han som taler vor Sag?

35 Hvem kan skille os fra Kristus’ Kærlighed? Kan Trængsel eller Nød eller Forfølgelse, at lide Sult eller gaa nøgen, Fare eller dragne Sværd?

36 Saadan som der staar skrevet: „For din Skyld lider vi Døden hele Dagen, regnede som Slagtefaar”.

37 Men under alt det vinder vi Sejer og mere til, takket være han, som havde os kær.

38 For det er jeg overbevist om, at hverken Død el ler Liv, hverken Engle eller Magthavere, hverken det, nu er, eller noget, der kommer, hellerikke Kræfter,

39 ikke det høje og hellerikke det dybe, hellerikke nogen ny Skabelse vil være i Stand til at skille os fra Guds Kærlighed, som vi har i Kristus Jesus vor Herre.

Lignende indlæg:

  • DNPS26: Romerbrevet 151 Det er vor Skyldighed som de stærke at bære de svage over deres Skrøbeligheder og ikke gøre os selv til Behag? 2 Vi skal hver især gøre vor Næste til Behag for at faa noget godt ud af […]
  • DNPS26: Romerbrevet 31 Hvad har da Jøden forud, eller hvad Gavn gør Omskærelsen? 2 Meget i alle Maader, for det første at, hvad Gud talte, blev dem betroet. 3 For hvad saa, om nogen blev utro? Deres […]
  • DNPS26: Romerbrevet 121 Jeg formaner jer ved Guds Barmhjertighed, Brødre, til at bringe jeres Legeme som et levende Offer, helligt, gudvelbehageligt. Dermed dyrker I Gud i aandelig Forstand. 2 Og I skal ikke […]
  • DNPS26: Romerbrevet 61 Hvad skal vi saa sige? Skal vi blive ved med at synde, for at Naaden skal blive mange Gange større? 2 Nej fri os vel? Naar vi er døde af at synde, hvor skulde vi saa leve i det? 3 […]
The following two tabs change content below.
Tagged with:    

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development