DNPS26: Første Korintherbrev 15

1 Det kan jeg lade jer vide, Brødre, om det Glædesbud, jeg bragte jer, som I ogsaa tog imod, som I ogsaa staar fast i,

2 som I ogsaa bliver frelst ved, naar I kun holder fast ved det, som Ordet lød, hvormed jeg bragte jer det — med mindre I da ikke har troet for Alvor.

3 For jeg overbragte jer blandt det første, hvad der ogsaa var overbragt mig selv: at Kristus døde for vore Synders Skyld — efter Skrifterne —

4 og at han blev begravet, og at han er oprejst paa den tredje Dag —efter Skrifterne —

5 og at han lod sig se af Kefas, derefter af de tolv.

6 Derefter lod han sig se af mere end femhundrede Brødre paa én Gang, og de fleste af dem er endnu tilbage, mens en Del er gaaet til Hvile.

7 Derefter lod han sig se af Jakob og derefter af alle Apostlene.

8 Sidst af alle viste han sig ogsaa for mig som for det ufuldbaarne Foster.

9 For jeg er den ringeste af Apostlene, jeg som ikke er god nok til at hedde Apostel, fordi jeg har forfulgt Guds Menighed.

10 Men af Guds Naade er jeg det, jeg er, og hans Naade imod mig blev ikke virkningsløs. Nej mere end alle de andre har jeg arbejdet — ikke jeg selv, men Guds Naade med mig.

11 Enten det nu er dem eller mig — saadan forkyndte vi og troede I.

12 Men, naar Kristusforkyndelsen lyder paa, at han er oprejst af Døde, hvor kan da nogen iblandt jer sige, at der er ingen Opstandelse af Døde ?

13 Er der ingen Dødes Opstandelse, saa er Kristus hellerikke opstanden.

14 Men er Kristus ikke opstanden, saa er jo vor Forkyndelse ingenting til og jeres Tro helleringenting til.

15 Saa gribes vi jo ogsaa i at bære falsk Vidnesbyrd om Gud, fordi vi i sin Tid vidnede Gud imod om, at han havde oprejst Kristus, som han jo ikke havde oprejst, hvis der ikke oprejses døde.

16 For hvis ingen døde oprejses, er hellerikke Kristus oprejst.

17 Men naar Kristus ikke er oprejst, saa er jeres Tro ingen Nytte til. I er endnu i jeres Synder.

18 Ja saa er ogsaa de, der er gaaet til Hvile i Kristus, gaaet til Grunde.

19 Er det kun i dette Liv, vi i Kristus har gaaet og haabet, saa er vi de ynkværdigste af alle Mennesker.

20 Men Kristus er netop oprejst af Døde, en Førstegrøde af dem, der er gaaet til Hvile.

21 For lige saa vel som det skyldes et Menneske, at der er Død, skyldes det ogsaa et Menneske, at der er dødes Opstandelse.

22 For ligesom alle dør i Adam, saadan skal ogsaa alle levendegøres i Kristus,

23 men hver for sig i Rækkefølge. Førstegrøden er Kristus. Derefter kommer de, som hører Kristus til, ved hans Hidkomst.

24 Saa er Maalet naaet, naar han overgiver Gud Fader Riget, naar han engang har gjort det af med alt, hvad der har Herredom og Raaderum og Magt.

25 For han maa være Konge, indtil han faar alle Fjenderne lagt under sine Fødder.

26 Døden er den sidste Fjende, han gør det af med.

27 Alt har han jo lagt under hans Fødder. Men naar han siger, at nu er alt ham underlagt, er det aabenbart med Undtagelse af ham, som lagde det under ham.

28 Naar han da underlægger ham det altsammen, saa lægger Sønnen igen sig selv under ham, som underlagde ham det altsammen, for at Gud maa være et og alt i alt.

29 Hvad vil ellers de, som lader sig døbe, gøre for dem der er døde? Naar det er udelukket, at døde oprejses, hvorfor lader de sig saa døbe for dem?

30 Hvorfor udsætter vi os i det hele hver Time for Fare?

31 Daglig gaar jeg i Døden, sandelig for at have jer at rose mig af i Kristus Jesus vor Herre.

32 Har jeg saa at sige kæmpet med vilde Dyr i Efesos. Hvad har jeg for det? Hvis Døde ikke opstaar, lad os salt spise og drikke, for imorgen dør vi.

33 Far dog ikke vild! Daarlig Omgang lægger god Skik øde.

34 Bliv ædrue ærligt, og redeligt — og forsynd jer ikke; for der er dem, der gør sig falske Forestillinger om Gud. Det siger jeg jer, for at. I maa skamme jer.

35 Ja, men hvordan opstaar de døde? vil en og anden sige. Hvordan er det Legeme, de kommer med?

36 Du Nar — det du saar, lever ikke op, uden at det dør.

37 Og hvad du saar, det er ikke det Legeme, der skal blive til, du saar. Det er det nøgne Frøkorn, Hvede, eller hvad det ellers kan være.

38 Men Gud giver det et Legeme, som han vil, og hver Sædart sit eget Legeme.

39 Ikke al Legemlighed er en og den samme, men et er Menneskers, et andet er firføddede Dyrs, et Fugles, et Fiskes Legemlighed.

40 Og der er himmelske Legemer og jordiske Legemer, men de himmelske udmærker sig ved et, de jordiske ved et andet.

41 Solen glimrer paa sin Vis, og Maanen paa sin Vis, og Stjernerne paa deres Vis. For der er Stjerne over Stjerne i Glans.

42 Saadan ogsaa med de dødes Opstandelse. Der saas i Forgængelighed, opstaas i Uforgængelighed,

43 saas i Skam, opstaas i Hæder og Ære, saas i Skrøbelighed, opstaas i Kraft.

44 Der saas et Legeme med Sjæleliv, opstaar et med Aandeliv. Er der et Legeme til med Sjæleliv, saa er der ogsaa med Aandeliv.

45 Saadan staar der ogsaa skrevet: Adam, det første Menneske blev til en levende Sjæl. Den sidste Adam blev til en levendegørende Aand.

46 Men det er ikke det aandelige, men det sjælelige, der er det r første — saa bagefter det aandelige.

47 Det første Menneske var oprundet af Jorden, støvmærket, det andet Menneske var fra Himlen.

48 Som den støvmærkede, saadan er de andre støvmærkede, og som den himmelske saadan de andre himmelske.

49 Og ligesom vi har baaret den støvmærkedes Billede, skal vi  ogsaa bære den himmelskes Billede.

50 Men det siger jeg, Brødre, at Kød og Blod kan ikke arve Guds Rige, og lige saa lidt det forgængelige Uforgængelighed.

51 Nu skal jeg sige jer en Hemmelighed: Alle skal vi ikke lægge os til Hvile; men alle skal vi omdannes —

52 i et Nu, i et Øjeblik, i den sidste Basunklang. For den vil gjalde, og saa vil de døde opstaa for aldrig at forgaa, og vi skal omdannes.

53 For dette forgængelige maa hylle sig i Uforgængelighed og dette dødelige i Udødelighed.

54 Men naar dette forgængelige hyller sig i Uforgængelighed, og dette dødelige i Udødelighed, saa gaar det Ord i Opfyldelse, som staar skrevet: „Døden er sunket tilbunds, og Sejren vunden.

55 Død, hvor er din Sejr? Død, hvor er din Brod?”

56 Dødens Brod er Synden, Syndens Magt Loven.

57 Men Gud ske Lov, som giver os Sejren ved vor Herre Jesus Kristus.

58 Mine kære Brødre, saa bliv, hvor I er, urokkelige, altid med Hænderne fulde af Herrens Gerning vel vidende, at jeres Arbejde er ikke spildt i Herren.

Lignende indlæg:

  • DNPS26: Første Korintherbrev 131 Om jeg taler med Menneskenes Tungemaal og Englenes med, men ikke har Kærlighed, saa er jeg bleven til en bragende Basun eller et øredøvende Klangbækken. 2 Og ejer jeg Profeti og ved […]
  • DNPS26: Første Korintherbrev 101 For jeg vil ikke, I skal være uvidende om, Brødre, at vore Fædre allesammen var under Skyen og gik gennem Havet, 2 og alle blev døbte til Moses i Skyen og Havet, 3 og alle spiste […]
  • DNPS26: Første Korintherbrev 11 Fra Paulus, Jesus Kristus' Apostel, kaldet dertil, fordi Gud vilde det saa, og fra Broderen Sostenes – 2 til Guds Menighed, som er i Korint, helligede i Kristus Jesus, kaldede dertil […]
  • DNPS26: Første Korintherbrev 121 Hvordan Aanden ytrer sig, vil jeg ikke, I skal være uvidende om, Brødre. 2 I ved, at, da I var Hedninger, lod I jer drive med Strømmen til de stumme Afguder. 3 Derfor vil jeg lade […]
Tagged with:    

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development