DNPS26: Lukasevangeliet 6

1 Engang paa en Sabbat — den næstførste — faldt hans Vej mellem Kornmarker, og hans Lærlinge plukkede Aks, rullede dem mellem Hænderne og spiste.

2 Men der var nogen af Farisæerne, der sagde: Hvad skal det sige, at I gør, hvad man ikke har Lov til at gøre paa Sabbatsdage.

3 Jesus svarede: Har I slet ikke læst dette, sagde han til dem, hvad David gjorde, da han engang led Sult, han selv og hans Ledsagere?

4 Hvordan han gik ind i Gudshuset og tog Skuebrødene og spiste deraf og gav sine Ledsagere. Og dem har dog ingen anden Lov til at spise end Præsterne.

5 Menneskesønnen, sagde han saa til dem, er ogsaa Herre over Hviledagen.

6 En anden Gang gik han paa en Sabbatsdag ind i Synagogen og underviste. Og der var en Mand, og hans højre Haand var vissen.

7 Men de Skriftlærde og Farisæerne passede paa, om han vilde helbrede paa Sabbaten, for at finde noget at anklage ham for.

8 Men han vidste godt, hvad de havde overlagt, og saa sagde han til Manden med den visne Haand: Rejs dig og træd frem her i Midten. Og han rejste sig og traadte frem.

9 Saa sagde Jesus til dem: Nu spørger jeg jer: Er det tilladt paa Sabbatsdagen at gøre godt eller ondt, at redde eller at øde Liv?

10 Og saa sagde han til ham, mens han saa rundt paa dem allesammen: Ræk din Haand ud. Det gjorde han, og saa blev hans Haand rask.

11 Men de andre blev gennemtrængte af Uvilje og talte sammen om, hvad de skulde gøre ved Jesus.

12 Engang ved denne Tid gik han ud til et Bjerg for at holde Bøn og tilbragte Natten med Bøn til Gud.

13 Og da det dagedes, kaldte han sine Lærlinge til sig og udvalgte tolv af dem, som han ogsaa gav Apostelnavn:

14 Simon, som han gav Tilnavnet Peter, og hans Broder Andreas og Jakob og Johannes og Filippos og Bartolomaios

15 og Mattaios og Tomas og Jakob Alfaios’ Søn og Simon kaldet Selot

16 og Judas Jakobs Søn og Judas Iskarjot, som blev Forræder.

17 Saa gik han ned med dem og stillede sig paa en jevn Strækning, og der var en stor Flok af hans Lærlinge og en stor Folkeskare fra hele Judæa og Jerusalem og Kystlandet ved Tyros og Sidon,

18 som kom for at høre ham og helbredes for deres Sygdomme. Og de, som var plaget af vanhellige Aander, blev helbredte.

19 Og hele Skaren søgte at komme til at røre ved ham. For en Kraft udgik fra ham og helbredte alle.

20 Selv rettede han Blikket mod sine Lærlinge og sagde: I lyksalige, Fattigfolk: For jer tilhører Gudsriget.

21 I lykkelige, som nu lider Sult! For I skal mættes. I lykkelige, som nu maa græde! For I skal komme til at le.

22 Lyksalige er I, naar Folk hader jer, og naar de støder jer ud og stryger jeres Navn skamskændet som ondt for Menneskesønnens Skyld.

23 Paa den Dag skal I springe højt af Glæde. For I kan tro, jeres Løn bliver stor i Himlen. For det selvsamme gjorde deres Fædre ved Profeterne.

24 Ve jer derimod I rige! For jeres Trøst har I faaet.

25 Ve jer I, som nu er mætte. For Sult skal I komme til at lide. Ve jer I, som ler! For I vil komme til at sørge og klage.

26 Ve jer, naar alle taler vel om jer! For det selvsamme gjorde deres Fædre ved Løgnprof eterne.

27 Men til jer, som lytter til, siger jeg: Elsk jeres Fjender! Gør godt mod dem, som hader jer!

28 Velsign dem, som forbander jer! Bed for dem, som krænker jer!

29 Ræk ham, som slaar dig paa Kinden, den anden Kind med. Og du skal ikke hindre ham, som tager din Kappe, i at tage Underklædningen med.

30 Giv hver den, som beder dig, og kræv ikke tilbage af den, som tager, hvad dit er!

31 Og som I gerne vil, at andre skal bære sig ad mod jer, saadan skal I selv bære jer ad mod dem.

32 Om I elsker dem, der elsker jer — er det noget at takke jer for? Slette Mennesker elsker ogsaa dem, som elsker dem.

33 Og om I er gode mod dem, som er gode mod jer — er det noget at takke jer for? Det samme gør jo ogsaa slette Mennesker.

34 Om I laaner ud til dem, af hvem I selv gør jer Haab om at faa noget — er det noget at takke jer for? Slette Mennesker laaner ogsaa ud til slette Mennesker for at faa lige for lige.

35 Nej — elsk jeres Fjender, og gør godt og laan ud uden Haab om Gengæld. Saa bliver jeres Løn stor, og I slægter den højeste paa. For han er mild imod utaknemlige og onde.

36 Bliv barmhjertige, som jeres Fader er det! Og sagsøg ikke, saa vil I heller ikke blive sagsøgte.

37 Fæld ikke Dom over andre, saa skal der ikke fældes Dom over jer. Frikend andre, saa skal I selv blive frikendte.

38 Giv, saa skal der gives jer! Godt Maal, presset og rystet sammen og topfuldt skal man give jer i Favnen. For det Maal, I maaler med, dermed skal der tilmaales jer selv.

39 Saa sagde han dem ogsaa en Lignelse: Kan vel blind lede blind? Vil de ikke styrte i Afgrunden begge?

40 En Lærling overgaar ikke sin Lærer. Men hver den, der er udlært, skal være sin Lærer jevnbyrdig.

41 Men hvor kan det være, at du ser Spaanen i din Broders Øje, men Bjælken i dit eget øje lægger du ikke Mærke til?

42 Hvor kan du sige til din Broder: Kom her Broder! Lad mig tage den Spaan ud, du har i dit øje, mens du slet ikke ser den Bjælke, du selv har i øjet? Hykler! Tag først Bjælken ud af dit eget Øje, saa kan du bedre se at tage den Spaan ud, din Broder har i Øjet.

43 Der er jo da ikke noget ædelt Træ, der bærer vild Frugt, og lige saa lidt noget vildt Træ, der bærer ædel Frugt.

44 Hvert Træ kendes jo paa sin særegne Frugt, saa sandt man ikke plukker Figen af Tisler eller Druer af Tjørn.

45 Et godt Menneske kommer frem med, hvad godt er, af sit Hjertes gode Forraad, og et ondt Menneske med det onde af det onde Forraad. For hans Mund løber over med, hvad Hjertet er fuldt af.

46 Men hvorfor kalder I mig Herre! Herre! men I gør ikke, hvad jeg siger.

47 Enhver, som kommer til mig og hører mine Ord og gør Alvor af dem — skal jeg vise jer, hvem han ligner?

48 Han ligner en Mand, der bygger Hus og har gravet dybt ned og lagt Grundvolden paa Klippen. Da der saa blev Oversvømmelse, og Strømmen kom styrtende mod det Hus, kunde den ikke rokke det, fordi det var vel bygget.

49 Men den, som hører uden at gøre Alvor af det, han ligner en Mand, som har bygget Hus ovenpaa Jorden uden Grundvold. Det styrtede straks ned, da Strømmen brød ind imod det, og Sammenstyrtningen paa det Hus var stor.

Lignende indlæg:

  • DNPS26: Lukasevangeliet 131 Ved den samme Tid var der nogen tilstede, som bragte ham Bud om de Galilæere, hvis Blod Pilatus havde blandet med deres Offer. 2 Og saa svarede han dem: Tror I, de Galilæere havde […]
  • DNPS26: Lukasevangeliet 171 Til sine Lærlinge sagde han: Det kan ikke undgaas, at Menstød (Forargelse) maa komme. Men ve den, der volder det. 2 Han havde været bedre tjent med, om han var bleven kastet i Havet […]
  • DNPS26: Lukasevangeliet 71 Efter at han havde givet Folket fuldt op at gøre med at lytte til alt det, han havde at sige, gik han ind til Kafarnaum. 2 Der var en Centurion; hans Træl var alvorlig syg og lige ved […]
  • DNPS26: Lukasevangeliet 121 Da midt under alt dette Folkemængdens mange Tusinder trængte sig sammen, saa de var ved at træde paa hverandre, tog han paa at sige først til sine Lærlinge: Tag jer i Agt for Farisæernes […]
Tagged with:    

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development