DNPS26: Apostlens Gerninger 20

1 Da al den Støj var stilnet af, sammenkaldte Paulus Lærlingene, sagde Farvel og drog bort for at gaa til Makedonien.

2 Efter at have gennemrejst disse Strøg og talt saa mangt et opmuntrende Ord, kom han til Hellas.

3 Der opholdt han sig tre Maaneder. Saa blev der fra Jødernes Side lagt Raad op imod ham, idet hån stod i Begreb med at sejle til Syrien, og han bestemte sig da til at vende tilbage over Makedonien.

4 Sopatros, Pyrros’ Søn fra Beroia og af Tessalonikerne Aristarkos og Sekundus, Cajus fra Derbe og Timoteos og Tykikos og Trofimos fra Asien fulgte med ham.

5 Disse drog forud og biede paa os i Troas.

6 Vi afsejlede fra Filippi efter de usyrede Brøds Dage og naaede til Troas i fem Dage, og der tilbragte vi syv Dage.

7 Paa den første Dag i Ugen, da vi var samlede om at dele Brødet, førte Paulus Samtale med dem, da han vilde rejse den næste Dag. Og han blev ved at tale til Midnat.

8 Lamper var der nok af i Salen ovenpaa, hvor vi var samlede.

9 Et ungt Menneske, Eutykos, sad i Vinduet og faldt i Søvn, da Paulus blev saa længe ved at tale, og i Søvne styrtede han ud og faldt ned fra tredje Sal og blev tagen død op.

10 Da gik Paulus ned og kastede sig over ham, tog ham i sin Favn og sagde: Larm ikke saadan, for der er Liv i ham.

11 Saa gik han op og delte Brødet og nød det, prækede endnu en rum Tid, indtil Morgengry og kom saa afsted.

12 Men de bragte Drengen levende, og det var dem til ikke ringe Opmuntring.

13 Saa rejste vi forud ombord i Skibet og sejlede til Assos. Derfra skulde vi have Paulus med, for saadan var Aftalen, idet han gik over Land.

14 Da han saa traf os i Assos, tog vi ham ombord og kom til  Mitylene.

15 Derfra sejlede vi videre og naaede Dagen efter op paa Højde med Kios. Den næste Dag satte vi over til Samos, laa over i Trogyllion og kom saa den følgende Dag til Milet.

16 For Paulus havde bestemt sig til at sejle Efesos forbi for ikke at blive forsinket i Asien. For han hastede med, om det skulde være ham muligt, at være i Jerusalem til Pinsedagen.

17 Men fra Milet sendte han Bud til Efesos og  hidkaldte Menighedens Ældste.

18 Da de kom til Møde med ham, sagde han til dem: I ved godt, hvordan jeg hele Tiden lige fra den første Dag, jeg satte min Fod i Asien,

19 har baaret mig ad iblandt jer med at tjene Herren i al Ydmyghed under Taarer og Prøvelser, som Jødernes Efterstræbelser voldte mig,

20 saadan at jeg ingenting forholdt jer af det, I kunde have Gavn af, og ikke undlod at give jer Besked og Oplysning offentlig og privat,

21 idet jeg lagde baade Jøder og Hellenere alvorligt paa Sinde Omvendelsen til Gud og Tro paa vor Herre Jesus Kristus.

22 Og nu, som I ser, nødt dertil i Aanden drager jeg til Jerusalem og ved ikke andet om, hvad der vil hændes mig,

23 end det, at Helligaandens Alvorsord fra By til By siger mig, at Lænker og Trængsler venter mig.

24 Alligevel agter jeg ikke for mig selv mit Liv noget værd at tale om imod det at føre mit Løb tilende og det Tjenerkald, jeg har faaet af Herren Jesus til Alvorstale om Glædesbudskabet om Guds Naade.

25 Og nu, ser I, jeg ved godt, at I ikke mere skal faa mit Ansigt at se, alle I som jeg har gaaet omkring og forkyndt Riget iblandt.

26 Derfor slaar jeg det fast for jer idag, at jeg er ren for alles Blod.

27 For jeg unddrog mig ikke fra at meddele jer hele Guds Raad.

28 Saa pas da godt paa jer selv og hele den Hjord, som Helligaanden har sat jer til at være Tilsynsmænd for, til at vogte som Hyrder Herrens Menighed, den han købte med sit Blod.

29 Jeg ved, at naar jeg er borte, vil slemme Ulve snige sig ind iblandt jer og ikke spare Hjorden.

30 Og indenfra af jeres egen Kreds vil der opstaa Mænd, som ikke holder sig til den rene Sandhed, naar det gælder om at drage Lærlingene over paa deres Side.

31 Derfor, vær aarvaagne, og glem ikke, at i tre Aar har jeg ikke ophørt Nat og Dag med at paaminde hver enkelt med grædende Taarer.

32 Som Sagerne nu staar, giver jeg jer Gud og hans Naades Ord i Vold, han som er mægtig nok til at bygge Hus og borge Odelsret blandt de helligede for alle.

33 Jeg har aldrig sat min Hu til nogens Guld eller Sølv eller Klæder.

34 I ved det selv, at hvad jeg har trængt til og mine Ledsagere med, det har disse Hænder tjent for.

35 Det har jeg ladet jer allesammen se paa; for saadan bør man ved at arbejde tage sig af de svage og ikke glemme Herrens Jesus’ Ord, det han selv har sagt: „Lyksaligt er det hellere at give end at tage”.

36 Efter at have sagt dette, kastede han sig paa Knæ og holdt Bøn med dem alle.

37 De græd meget allesammen, og faldt Paulus om Halsen og kyssede ham.

38 Og allermest smerteligt følte de det Ord, han havde ladet falde om, at de ikke mere skulde faa hans Ansigt at se. Saa fulgte de ham til Skibet.

Lignende indlæg:

  • DNPS26: Apostlens Gerninger 21 Da Dagen kom til Pinsefesten, var de alle samlede paa åt Sted, 2 og saa kom der paa én Gang en Lyd fra Himlen som af et dybt Aandedrag, og det fyldte hele Huset, hvor de sad, 3 og […]
  • DNPS26: Apostlens Gerninger 121 Ved den Tid tog Kong Herodes sig for at gøre Fortræd og lade det gaa ud over flere af dem, som hørte til Menigheden. 2 Jakob Johannes' Broder slog han ihjel med Sværd. 3 Og, da han […]
  • DNPS26: Apostlens Gerninger 211 Da vi saa endelig kom afsted efter at have taget Afsked med dem, naaede vi frem til Kos uden at krydse og Dagen efter til Rodos og derfra til Patara. 2 Og da vi fandt et Skib, der var […]
  • DNPS26: Apostlens Gerninger 281 Da vi vel var bleven reddede, fik vi at vide, at Øen hed Malta. 2 Og Barbarerne viste os ualmindelig Velvilje. For de fik tændt et Baal op og tog sig af os alle, fordi det var koldt […]
Tagged with:    

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development