1 Saa sammenkaldte han de tolv og gav dem Magt og Myndighed over alle onde Aander og til at helbrede Sygdomme.
2 Og saa sendte han dem ud for at forkynde Gudsriget og helbrede.
3 Og saa sagde han til dem: I skal ingenting tage med paa Vejen, hverken Stav eller Pose, hverken Brød eller Penge. Skiftetøj skal I hellerikke have.
4 Og i det Hus, hvor kommer ind, der skal I blive, og derfra skal I gaa videre.
5 Og naar de ikke tager imod jer, skal I altid, naar I drager bort fra den By, ryste selv Støvet af jeres Fødder til et Vidnesbyrd imod dem.
6 Saa drog de ud og vandrede Landsbyerne igennem og bragte Glædesbud og helbredte allevegne.
7 Fjerdingsfyrsten Herodes hørte om alt det, der skete, og vidste ikke, hvad han skulde tro derom, fordi nogen sagde, Johannes var staaet op af Døde,
8 nogen at Elias havde vist sig, andre at en af de gamle Profeter var opstaaet.
9 Johannes har jeg halshugget, sagde Herodes, hvem er da han, som jeg hører dette om? Og han søgte at faa ham at se.
10 Saa vendte Apostlene tilbage og fortalte ham, hvor store Ting de havde udrettet. Og han tog dem saa med sig og trak sig tilbage for sig selv til en By, der hedder Betsaida.
11 Men da de forsamlede Skarer fik det at vide, fulgte de efter ham. Og han tog imod dem og talte til dem om Gudsriget. Og dem, der trængte til Lægedom, helbredte han.
12 Men Dagen begyndte at helde, og saa kom de tolv og sagde til ham: Opløs Forsamlingen, for at de kan gaa hen til de omliggende Landsbyer og Gaarde og faa Husly og noget at leve af. For her er vi paa et øde Sted.
13 Han sagde til dem: Giv I dem at spise. Men de sagde: Vi har ikke mere end fem Brød og to Fiske — hvis vi da ikke skal gaa hen og købe Mad til hele dette Folk.
14 De var henved fem tusinde Mænd. Saa sagde han til sine Lærlinge: Faa dem til at sætte sig i Klynger paa halvhundrede.
15 Det gjorde de saa og fik dem alle til at sætte sig.
16 Saa tog han de fem Brød og de to Fiske, saa op til Himlen og velsignede dem og delte dem og gav Lærlingene dem til at lægge for Forsamhngen.
17 Og de spiste og blev alle mætte, og det, som de fik tilovers af Delene, blev taget bort, tolv Kurve fulde.
18 Mens han holdt Bøn, var hans Lærlinge ene sammen med ham, og han spurgte dem saa: Hvem siger Folkeskarerne, at jeg er?
19 De svarede: Johannes Døber, andre siger Elias, andre igen, at en af de gamle Profeter er opstaaet.
20 End I da, sagde han til dem, hvem siger I, at jeg er? Saa svarede Peter: Guds Salvede.
21 Men han forbød dem strengt at sige det til nogen
22 og sagde, at Menneskesønnen maatte lide meget og blive vraget af de Ældste og Ypperstepræsteskabet og de skriftlærde og slaaet ihjel og opstaa paa den tredje Dag.
23 Til alle sagde han: Om nogen vil slutte sig til mig, saa maa han se bort fra sig selv og løfte sit Kors Dag for Dag og følge mig.
24 For den, der gerne vil redde sit Liv, sætter det til; men den, der sætter sit Liv til for min Skyld, han redder det.
25 Ja hvad nytter det et Menneske, at han har vundet al Verden, men mistet sig selv helt eller halvt.
26 For den, der skammer sig ved mig og ved mine Ord, ham vil Menneskesønnen skamme sig ved, naar han kommer i sin og sin Faders og de hellige Engles Højhed og Herlighed.
27 Men jeg siger jer forvist: Der er nogen af dem, her staar, som ikke skal lide Døden, før de ser Gudsriget.
28 Efter dette Ordskifte, omtrent otte Dage senere, tog han Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op paa et Bjerg for at holde Bøn.
29 Og alt, som han bad, fik hans Ansigt et nyt Udseende, og hans Klædning blev blændende hvid.
30 Og med et var der to Mænd, der talte med ham. Det var Moses og Elias,
31 som lod sig se i Glans og Herlighed og sagde, hvilket Endeligt der ventede ham i Jerusalem.
32 Peter og de andre med ham var overvældede af Søvnighed; men da de blev vaagne, saa de hans Herlighed og de to Mænd staaende hos ham.
33 Idet de saa skiltes fra ham, sagde Peter til Jesus: Mester, det er godt, at vi er her. Skal vi saa ikke bygge tre Hytter, en til dig og en til Moses og en til Elias — han vidste ikke, hvad han sagde.
34 Og mens han sagde det, kom der en Sky og hyllede dem i sin Skygge. Men de blev bange, da de kom ind i Skyen.
35 Og saa lød der en Røst ud fra Skyen, som sagde: Det er min Søn den udvalgte. Hør ham!
36 Saa i det samme, som Røsten lød, saas Jesus der alene. Men de tav stille med det og meddelte i de Dage ingen noget af det, de havde set.
37 Da de den næste Dag gik ned af Bjerget, kom der dem en stor Forsamling imøde
38 og ud fra Forsamlingen en Mand, som raabte: Lærer, jeg beder dig, se til min Søn; for han er mit eneste Barn, og ret som det er,
39 tager en ond Aand ham, og pludselig skriger han, og saa ryster den ham, saa han fraader, og vil næsten ikke holde op med at mishandle ham.
40 Og jeg bad dine Lærlinge om at drive den ud; men de kunde ikke.
41 Jesus svarede: Aa du vantro og vanartede Slægt, hvor længe skal jeg være hos jer og finde mig i jer! Før din Søn herhen.
42 Endnu mens han kom frem, sled den onde Aand i ham og gennemrystede ham. Men Jesus forbød den vanhellige Aand det og helbredte Drengen og gav ham saa til hans Fader.
43 Men alle var ude af sig selv af Forundring over Guds Storhed.
44 Mens nu alle undrede sig over alt, hvad han gjorde, sagde han til sine Lærlinge: Lad disse Ord trænge ind i jeres Øren: Nu skal Menneskesønnen gives i Menneskers Vold.
45 Men det, han der sagde, fattede de ikke, og det var dem saa uigennemtrængeligt, at det ikke var til at faa noget ud af, og at spørge ham ud om det Ord, vovede de ikke.
46 Det Spørgsmaal opkom imellem dem, hvem af dem der vel var den største.
47 Men Jesus, som vidste, at det Spørgsmaal rørte sig i deres Hjerte, tog et lille Barn og stillede det hen hos sig,
48 og saa sagde han til dem: Naar nogen tager imod det Barn som mit, saa er det mig, han tager imod. Og om nogen tager imod mig, saa er det den, som sendte mig, han tage’ imod. For den allermindste iblandt jer, han er stor.
49 Mester, sagde Johannes da, vi saa en uddrive Aander med dit Navns Nævnelse, og det hindrede vi ham i, fordi han ikke følger os.
50 Men Jesus sagde til ham: Det skal I ikke hindre. For den, som ikke er imod jer, er paa jeres Side.
51 Selv holdt han sig, da Tiden til hans Hjemfærd stundede til, Jerusalem fast for Øje som sin Rejses Maal.
52 Og forud for sig sendte han sine Bud. Og paa Vejen kom de til en Samariterby for at forberede hans Komme.
53 Men de tog ikke imod ham, fordi Jerusalem var Maalet for hans Rejse.
54 Da Lærlingene Jakob og Johannes mærkede det, sagde de: Herre, vil du, at vi skal byde Flamme fare ned fra Himlen og fælde dem?
55 Men han vendte sig om og forbød dem det.
56 Og saa drog de til en anden Landsby.
57 Mens de vandrede paa Vejen, var der en, der sagde til ham: Jeg vil følge dig, hvor du end gaar hen.
58 Saa sagde Jesus til ham: Rævene har Huler og Himlens Fugle Reder. Menneskesønnen har ikke den Plet, hvor han kan lægge sit Hoved til Hvile.
59 En anden sagde han til: Følg mig. Han sagde: Giv mig først Lov til at gaa hen og begrave min Fader.
60 Han sagde til ham: Lad de døde om at begrave deres døde. Gaa du hen og forkynd Gudsriget.
61 Saa var der igen en anden, der sagde: Jeg vil følge dig Herre, men lad mig først faa Lov til at sige dem Farvel derhjemme.
62 Jesus sagde til ham: Ingen, der lægger Haanden paa Ploven og saa ser sig tilbage, egner sig vel for Gudsriget.
Lignende indlæg:
Nyeste indlæg af Skriften (se alle)
- Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
- Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
- Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
- Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
- Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023
